Udbuddet af medier til rekruttering og talentsøgning er efterhånden mange, men én tilgang synes aldrig at gå af mode – det personlige møde. Mange unge ser stadig job- og uddannelsesmesser som de foretrukne steder at søge information, inspiration og afklaring. Men det at være messeudstiller er ikke ligetil; det kræver benhårdt arbejde at finde og nå ud til de helt rigtige talenter – også selvom man hedder Maersk og er et verdens førende selskaber inden for sit felt.

#UNGENUTILDAGS har talt med Peter Christiansen fra Maersk, som i disse uger besøger landets ungdomsuddannelsesinstitutioner med UddannelsesKaravanen (som siden er blevet til KarriereTanken). Her søger han morgendagens nye kadetter ved at møde de unge i åben dialog, ansigt til ansigt. Idet de unge også omtales som digitale indfødte, vil nogle måske tænke, at det er irrelevant at møde de unge live. Men for Peter og hans bagland er det en helt unik måde at rekruttere på – her skabes en dybdegående relation til de unge, som er svær at opnå andre steder.

At møde målgruppen der, hvor den er

Hovedformålet med Maersks messedeltagelse er, som andre deltagende virksomheder, at øge kendskabet til uddannelserne; herunder maskinmester- og skibsføreruddannelsen. Peter er selv uddannet maskinmester fra SIMAC og kender derfor faget og uddannelsen indefra. Et kendskab, der desværre langt fra er gengældt ude på skolerne. “Selvom der står Maersk på standen, er det ikke ensbetydende med, at folk ved, hvad du står for i en job- og uddannelsessammenhæng. Så du skal virkelig kunne tale for din sag. Her bruger jeg ofte mig selv som eksempel og forsøger at videregive, hvad jeg selv faldt for ved uddannelsen – hvorfor jeg står her i dag”.

Indgangsvinklen skal altså være ærlig og personlig og samtidig tilpasset de unges situation, så den er identificerbar for dem. Mød de unge der, hvor de er og start fortællingen derfra. Men messer som kommunikationsplatform er ikke kun forbeholdt informativ eksponering og uddannelsestilmelding.“Du får også et indgående kendskab til din målgruppe og en forståelse for, hvordan du nemmest får en dialog i gang eller et budskab overleveret.”

Selv arbejder Peter hårdt på at fange de unge fyre, og her erfarede han hurtigt, at letkøbte jokes og skarp selvironi kan være et effektivt middel til at møde drengene og fange deres opmærksomhed.

Du får også et indgående kendskab til din målgruppe og en forståelse for, hvordan du nemmest får en dialog i gang eller et budskab overleveret.

Det er mere end bare snik-snak

Det er dog også yderst relevant at se på, hvilken betydning og effekt de relationer der skabes, kan have for virksomhedens image og værdisæt. Peter forklarer blandt andet, hvordan der i dialogen med de unge også arbejdes med de fordomme, en given branche kan have. “Du får mulighed for at gøre op med en masse fordomme, når du er i direkte kontakt med de unge. Der er jo mange brancher, der har fået et dumt renomé, som – ofte uberettiget – hænger ved. Dem får du mulighed for at bearbejde.”

Du får mulighed for at gøre op med en masse fordomme, når du er i direkte kontakt med de unge. Der er jo mange brancher, der har fået et dumt renomé, som – ofte uberettiget – hænger ved. Dem får du mulighed for at bearbejde.

Effekten af Peters møde med og indsats overfor de unge på messerne blev også tydelig for ham, da han sidste år var en del Maersks program for studiepraktikanter på SIMAC. Her dukkede unge op fra stort set hele Danmark, og mange af dem havde ét til fælles: “Jeg spurgte dem selvfølgelig, af ren nysgerrighed, hvor de havde hørt om uddannelsen? >> Nåh, jamen vi har jo talt med dig<<”.

Samtalen med Peter havde altså gjort indtryk, og det havde skabt grobund for handling hos de unge. Peters bestræbelser sikrer altså en vigtigt rekrutteringsproces hos Maersk. “Den kontakt vi skaber til de unge gennem dialog, nægter jeg simpelthen at tro, ikke booster interessen for og relationen til uddannelsen.”

Med andre ord kan det påpeges, hvordan den personlige relation kan hjælpe til at plante nogle rigtig værdifulde idéer og tanker hos de unge – idéer som kan være medvirkende til at de unge får øjnene op for andre muligheder, og som gør det muligt at se ud over en masse forudindtagede (mis)forståelser af en given uddannelse eller job.

Peters fem skarpe til at skabe gode relationer på job- og uddannelsesmesser:

  1. Hav altid en passende åbningsreplik klar; en standardreplik, som altid er imødekommende, og som kan skabe interesse for en spændende dialog.
  2. Vær 110 % på, når du taler med de unge. De må aldrig gå derfra og tænke “det var godt nok en tynd kop te” eller have flere spørgsmål, end da de kom.
  3. Hav hurtige og præcise bulletpoints klar; sæt nogle skarpe ‘overskrifter’ op, som giver et fyldestgørende billede af uddannelsen/jobbet.
  4. Mød dine besøgende med ærlighed og oprigtighed. Livet under uddannelse er ikke altid lutter lagkage, så sælg det sure med det søde.
  5. Tal med unge på deres niveau og vær åben overfor deres spørgsmål.